MOC og Peytz & Co flytter sammen

To stærke digitale bureauer fusionerer til Danmarks største open source bureau

De digitale bureauer Peytz & Co og MOC er fusioneret. Bureauerne er begge kendt som stærke spillere indenfor open source og digital kommunikation, og i dag rykker de sammen i Peytz & Co’s lokaler på Rentemestervej i Nordvest.

Med fusionen bliver Peytz & Co Danmarks største bureau indenfor såvel rådgivning som udvikling af open source teknologier til databehandling og kommunikation. Og det matcher de voksende krav fra både offentlige og private kunder, siger direktør Christian Peytz:

“Disruption er ikke kun et modeord. Det er blodig virkelighed for stadigt flere brancher, og her tilbyder vi ikke alene gennemprøvede processer for innovation og nytænkning. Vi får også teknikken til at spille.”


Det fusionerede bureau er specialiseret i velstrukturerede open source projekter, hvor tusinder af udviklere deler deres arbejde med hinanden. “Det slår helt logisk den lukkede model, hvor enkeltfirmaer påtager sig hele byrden. Derfor er open source både bedre og billigere indenfor en lang række løsninger,” siger Christian Peytz. Et andet princip for bureauet er, at det er bedre at få flere mindre, specialiserede systemer til at tale sammen, end at bygge ét stort, der skal løse alt. De to prinicipper er en kæmpe styrke indenfor hurtig databehandling hvad enten det er til kundedialog eller Industriel Big Data.

Jan-Erik Revsbech, direktør for MOC, siger: “Kundernes krav til digitale bureauers kompetencer vokser helt naturligt. Derfor har vi ønsket at blive en del af et større bureau, der kan tilbyde en endnu større palette. Peytz & Co tilbyder netop dette, og så arbejder de på det samme høje tekniske niveau som vi altid selv har gjort, så vi er glade for at flytte ind.” MOCs kunder tæller blandt andre Miljø- og fødevareministeriet, Folkekirkens IT, Bolius, DMI og partiet Venstre. 

Christian Peytz, siger: “MOC’s DNA indeholder den samme trang til at dele viden og ideer som Peytz & Co’s, og vi er glade for at tilføje deres ekspertiser til vores. Og ikke mindst for at føje Typo3 og Neos til vores eksisterende Drupal og WordPress portefølje.” Peytz & Co betjener blandt andre Grundfos, Rudersdal kommune, FOA, DR og Google.

Virksomheden udvikler med værktøjer som Drupal, Wordpress, Neos, Typo3, Symfony og Golang. Og rådgiver inden for digital forretningsudvikling, analyse og digitale brugeroplevelser.


Virksomheden tæller flere end 100 medarbejdere og har kontorer i København, Skanderborg, Oslo og Chisinau, Moldova.