Kunden og opgaven 

Danskeboligarkitekter.dk er omdrejningspunkt i et større samlet forretnings- koncept fra Bolius og DANSKE ARK der blev igangsat i 2012. Formålet med sitet er, gennem inspiration at gøre det nemt for boligejere at finde den rette arkitekt til større boligforbedringer. 

Dialog

Bolius (et helejet Realdania selskab) har i mange år brugt MOC i forbindelse med Bolius.dk, og da Bolius sammen med DANSKE ARK stod overfor opgaven med at skabe et nyt koncept og udfolde det på et website blev MOC inviteret til at deltage i projektet. 

Den grundlæggende problemstilling var simpel og udfordrende: Hvordan får vi almindelige bolig-ejere til at bruge arkitekter fremfor at gå direkte til håndværkeren? Og hvordan kommer arkitekter til at fremstå tilgængelige for  almindelige boligejere?

Analyse

På baggrund af analyse og konklusioner fra Yougov blev der bl.a. fokuseret på åben kommunikation om projektøkonomi, et punkt som typisk får mange boligejeres fordomme frem og afholder dem fra at tage kontakt til arkitekter i forbindelse med private om- og tilbygningsprojekter. Arkitekternes cases viser derfor samlet projektpris indenfor en prisramme - samt arkitektens pris. Arkitekten kan dertil tilbyde en række standardprodukter på sitet til faste sammenlignelige priser. 

Proces

MOC indgik i et tæt samarbejde med Bolius om eksekveringen på baggrund af det indledende analysearbejde for at konkretisere, hvordan brugeroplevelsen skulle struktureres. 

Processen indebar en afklaringsfase hvor deltagerne igennem en række workshops kom frem til det grundlæggende princip. Projektet blev derefter implementeret i et agilt forløb hvor specielt designprocessen foregik i tæt samarbejde imellem UX/designer og udviklerne, således at arbejdet løbende kunne ses i sit rette element - en browser. 

Implementering og udvikling af funktioner blev udført i en række faser der førte frem til idriftsættelse af sitet i januar 2013. 

Løsningen

Løsningen består af en fuldt responsiv frontend hvor vægten er lagt på at at give brugen en visuel oplevelse der skal føre dem ind i et flow hvor de ender med at kontakte en af de arkitekter der er repræsenteret på sitet. 

Derudover indeholder løsningen en intuitiv brugergrænseflade hvor arkitekten kan redigere sine oplysinger på sitet. Her er der  overblik over cases, produkter, adgang til relevante oplysninger og vigtigst af alt: Kontakten med interesserede boligejere.  

Resultatet

danskeboligarkitekter.dk blev sat i drift i januar 2013 med en god mængde repræsenterede arkitekter og cases.  Der kører et løbende samarbejde med “Bo bedre” som i magasinet skriver om cases fra sitet. 

I løbet af sommeren ’13 blev der ligeledes lanceret en “Idépris konkurrence” hvor en fagjury nominerer tre projekter af særligt høj arkitektonisk kvalitet som brugerne så kan stemme på og dermed være med til at vælge årets modtager af idéprisen. 

I 2014 bliver der endvidere foretaget løbende justeringer af websitet baseret på brugerundersøgelser. 

Mere information

Link til website: Danskeboligarkitekter.dk

Kontakt Rasmus Skjoldan eller Jan-Erik Revsbech for at høre mere om løsningen